
Sådan skrev Erik Jensen i sin anmeldelse i Politiken om en af sidste års bedste film. C.R.A.Z.Y. foregår i 1960'ernes og 70'ernes Montreal, hvor en macho familiefar elsker alle sine fem sønner, men Zac er hans øjesten. Zac er dog ikke som sine brødre - han elsker at lege med dukker og smykker. Alligevel gør han sit bedste for at gøre sin far glad og passe ind i det almindelige familiemønster. Som årene går kommer Zac stadig mere i sine inderste følelsers magt, og da faren bliver konfronteret med rygter om at hans øjesten er bøsse opstår der først problemer…
C.R.A.Z.Y. er en velspillet, sympatisk og rørende film fyldt med humor, varme og en masse fed musik. Var det sidste års bedste homofilm?
Se trailer:
Køb C.R.A.Z.Y. via cd-wow
7 kommentarer:
Hvem af os har ikke haft det ligesom Zachary? Angesten for at være anderledes og blive udstødt. Det der med at man ikke helt minder om sine øvrige søskende og at man vil frygtelig gerne være helt normal, og forsøger desperat at passe ind i familiens mønstre. Dette dilemma skildrer CRAZY virkelig flot og filmen er dybt charmerende, lun og varm.
Filmen er god men også lidt lang i trækket. Det bedste er Zacs indre kamp med at erkende sin natur og blive accepteret af sin familie, og især af sin far som hader svanser.
Musikken og kameraføringen, med sin magiske realisme, er også værd at pointere.
Alt i alt en glimrende film, men ikke årets bedste.
Spørgsmål til Bjarne:
Hvis du ikke synes C.R.A.Z.Y er sidste års bedste homofilm, hvilken er så?
Filmen er for eksempel ikke på højde med både Capote og Brokeback Moutain
Helt enig - filmen var fin og sjov, men som "filmkunst" når den ikke Capote.
Spørgsmålet er vel ikke om det er åreste bedste "filmkunst", men årets bedste film? For mig at se handler det om den film der sidste år rørte mig mest og som både underholdte og havde en god histore, og de kriterier infriede C.R.A.Z.Y. Hvad skal jeg bruge god filmkunst til hvis filmen er røvkedelig. Ja jeg spørger bare.
I have no idea what this post is about but i love C.R.A.Z.Y. so here goes.
I had the pleasure of seeing this award-winning French Canadian film at the 2005 Toronto Film Fest.
It's a Christmas story but not your typical Christmas story for sure...
The family portrayed has all sorts of personalities/(stereo)types:
* macho dad
* caring/nurturing mom
* rebel without a cause first-son
* Weezer/book-geek son
* hockey-playing son
* gay son
* youngest son of a big family
A well-done movie, realistic, grounded, emotional, even-keeled (given all the drama), quirky, funny at times, with 70s music (a lot of Pink Floyd). In french.
I think it’s the best Canadian gaymovie ever and if you are tired of formulaic, fast-food like, disposable, predictable, mass-market movies with recycled plots and jokes, give this one a try!
Send en kommentar