fredag, december 29, 2006

Bøssepoesi...

er ikke et specielt poetisk ord, men antologien ”Til mænd: Digte om mænds kærlighed” er fyldt med smukke, grimme og barske ord og digte om homoseksualitet.

Den indeholder digte af store navne som Paul Verlaine, Arthur Rimbaud, Jean Genet og Walt Whitman (manden på billedet!), og bogen er delt op i kapitler, der sætter fokus på følgende emneoverskrifter: forbuddet, kroppene, den elskede, steder og tider, alene og den kærlighed der tør sige sit navn.

Digtende kommer vidt omkring de problemer bøsser har kæmpet med gennem tiderne, men de hylder også kærligheden mellem mænd og ikke mindst den erotiske del, som disse titler indikerer:


- Episode mellem hænder af Hart Crane
- Gadeinstruktioner: Omkring gylpen af Edward Field
- Ni dejlige skønhedspletter af Mikhail Kuzmin
- Sonet til røvhullet af P. Verlaine og A. Rimnaud
- Digte til pikslikkere af John Weiners


Andre er mere diskrete, f.eks. Walt Whitmans digt "I mængden":

Blandt mændene og kvinderne i mængden
Bemærker jeg én der udser sig mig med hemmelige og

guddommelige tegn,
ingen anden anerkender han, hverken far eller mor,
hustru, ægtemand, bror eller barn, som nærmere end jeg,
nogen er forvirrede, men ikke han – han kender mig.

Åh elsker og fuldkomne ligemand,
det var min hensigt at du skulle opdage mig ved sådanne svage,
indirekte tegn,
og når jeg møder dig vil jeg genkende dig på samme slags tegn.


Skulle du have fået smag for lyrikken kan digtsamlingen købes via dette link.
Har du en kommentar eller et yndlingsdigt, så del det gerne med os andre.

mandag, december 18, 2006

Kærlighed i tre satser

I adskilte værelser” handler om Leo der, efter sin vens død, bliver kastet ud i en voldsom følelsesmæssig krise. Hans sorgarbejde omfatter arbejdsnarkomani, isolation og ikke mindst en minutiøs granskning af det ofte stormfulde kærlighedsforhold.

Det er en historie om stor kærlighed, passion og en beskrivelse af en meget følsom, angstfyldt og ensom mands udvikling.

Bogen er intens og fyldt med smerte og begærets drivkraft, og meget fin og nænsom i de erotiske beskrivelser.
Det er Pier Vittorio Tondellis (1955-1991) eneste bog på dansk.

Lån bogen via biblioteket

onsdag, december 13, 2006

Få styr på din bogsamling

LibraryThing er en ny website for bogelskere. Siden indeholder over 110.000 brugere og informationer om mere end 7 millioner bøger. Det er nemt og hurtigt at oprette sig som bruger!

På LibraryThing kan du, via en søgning og et klik, katalogisere din bogsamling. Kataloget indeholder oplysninger om den pågældende bog og du har mulighed for at skrive din mening om den.

Programmet gør dig opmærksom på hvilke brugere der har samme bøger som dig og derved kan du se hvad de læser – måske er der nogen der har et par gode bøger som du ikke kendte til?
Programmet kan desuden analysere din bogsamling og derefter anbefale ca. 100 bøger som du burde tjekke ud – ikke dårligt!

Hvis du er nysgerrig, så prøv at se det katalog jeg har oprettet over nogle af mine bøger, og derefter kan du selv oprette dit eget.

mandag, december 04, 2006

I skønhedens bane!

BBC har filmatiseret Alan Hollinghusts prisbelønnede roman I skønhedens tjeneste, der handler om unge, homoseksuelle Nick Guest, der i 1983, flytter ind på loftsværelset hos den ambitiøse politiker Gerald Feddens og hans rige kone Rachel. Han bliver ven af familien og hvirvles ind i deres selskabelige liv samtidig med, at han indleder et forhold til en millionær, et forhold, som drastisk ændrer hans liv.

NRK1 viser for tiden denne tredelte dramaserie, så mon ikke også den bliver vist på dansk tv indenfor den nærmeste fremtid?


Dem der ikke kan vente på det, kan købe serien på dvd via Laserdisken

Læs mere om serien

lørdag, november 25, 2006

Love is a Bitch

Forfatterspiren Brian fra overklassen og eastend'eren Edward indleder i 1930'ernes bornerte England et forhold, som Brian egentlig skammer sig over. Klasseforskellene er for store, og modsat Edward er Brian både utro og uærlig.

Lån bogen via biblioteket

Mens England sover” er desværre den eneste roman der er udkommet på dansk af den fantastiske amerikanske forfatter David Leavitt, som til dagligt er professor på University of Florida – se hans hjemmeside, hvor man kan maile til ham, hvis man har et spørgsmål.

Romaner af David Leavitt:
  • The Lost Language of Cranes (1987)
  • Equal Affections (1989)
  • While England Sleeps (1993)
  • The Page Turner (1998)
  • Martin Bauman; or, A Sure Thing (2000)
  • Florence, a Delicate Case (2002)
  • The Body of Jonah Boyd (2004)

søndag, november 19, 2006

Striber

Hvis man elsker at klukke over tegneserier, så er Ralf Königs vanvittige univers et kig værd. F.eks. ”Bøsse og bøsse imellem”, som består af korte humoristiske og satiriske historier fra bøssemiljøet og som især fokuserer på det vanskelige parforhold og problemerne med det omgivende samfund.

Derudover er der på dansk udkommet:

  • Den følsomme mand
  • Al magt til bøsserne

  • Dræber kondomet

  • Serien om Poul og Konrad

  • Man tror det er løgn
  • Beach boys

Lån bøgerne via biblioteket

lørdag, november 11, 2006

Mørkets by

I ”Mørkets by” af John Rechy fortæller bogens navnløse fortæller om rejser gennem den furede, neonoplyste verden af skjult sex fra Times Square i New York, over Pershing Square i Los Angeles, Hollywood Boulevard og til det franske kvarter i New Orleans. I disse erotiske dokker kommer og går skibene med deres laster:

Vi møder bl.a. Pete, trækkerdrengen fra 42. gade, Miss Destiny, dronningen over dem alle, med sit endeløse følge af ”utro” ægtemænd og professoren, der aldrig forlader sin seng!

De er små mønstre i det brogede persongalleri af rodløse skæbner, som Rechy beskriver med brutal oprigtighed og forståelse uden sentimentalitet.

Læs mere om John Rechy og hans forfatterskab

Lån ”Mørkets by” via biblioteket

tirsdag, november 07, 2006

Smukke dreng

Det danske marked bugner jo ikke ligefrem med homofilm, men i 1993 kom Carsten Sønders ”Smukke Dreng”.

Den handler om 13-årige Nick, der stikker af hjemmefra og begynder at hænge ud sammen med en gruppe trækkedrenge, der holder til omkring Københavns Hovedbanegård. Her møder han den midaldrende Ralph, der tilbyder ham husly for sex. Løsningen er dog midlertidig, da Ralphs kone snart vender hjem fra en rejse.


Bestil filmen via Laserdisken

onsdag, november 01, 2006

Ben - den herlige gamle bøsse

"Modellen" af Lars Saabye Christensen er ikke en decideret bøsseroman, men det er en af de bedste bøger der er udkommet i år, og den har en herlig gammel bøsse i en stor birolle.

Det er en kunstnerroman, men også en sindssyg spændende thriller og en nådeløs skildring af kunstneren Peter Wihls selvoptagethed, åndelige forkrøbling og desperation, som kommer til udtryk, da han under arbejdet med billederne til sin store jubilæumsudstilling opdager, at han er ved at miste synet – findes der mon noget værre for en maler end at miste det han lever af, nemlig øjnene?

Der er referencer til Faust-myten, Thomas Manns ”Døden i Venedig” og Ibsens ”Vildanden” og dette kan måske give det indtryk, at romanen er tung og kedelig læsning, men det er den ikke. Faktisk en den dybt underholdende og proppet med kvikke, morsomme og onde replikker.

Læs den – ikke mindst for Peters gallerist skyld – der er bøssen Ben(jamin).

Køb bogen via Saxo

fredag, oktober 27, 2006

Tid til afsked

Francois Ozon har instrueret filmen ”Tid til afsked”, som har biografpremiere i dag. Den handler om den succesfulde homoseksuelle modefotograf Romain, der bliver dybt rystet, da han for konstateret dødelig kræft med kun få uger tilbage at leve i. Uden at forklare sig for venner og familie gør han op med sit hidtidige liv og beslutter sig for at opsøge sin gamle bedstemor for at søge trøst og råd hos det familiemedlem, der ud over ham er tættest på døden.

Filmen er anden del af Ozons trilogi om sorg og død - første del hed ”Under Sandet'”.

Ozon har desuden instrueret filmene ”Dråber på hede sten”, ”8 kvinder” og ”Swimming Pool

mandag, oktober 23, 2006

Baggård

Ari Behn er gift med norske prinsesse Märthe Louise. Han er vokset op hos hippieforældre og han skriver om bøsser. Da han var 22 år gammel rejste han til den marokkanske by Tanger, og det var en oplevelse, som inspirerede ham til at skrive bogen ”Baggård”.

Bogen handler om den 20-årige Andreas A. der har begivet sig ud på sit livs rejse. Han har besluttet sig for at rejse med tog, bus, kamel - eller hvad der måtte dukke op - tværs gennem Sahara. Hans mål er at besøge sin kæreste som befinder sig i Burkina Faso. Det sker efter parolen: "At rejse er som at drømme med åbne øjne."Rejsen viser sig at byde på en del uforudsete forhindringer, især efter at Andreas er ankommet til Europas baggård i Tanger. Han havner i det kosmopolitiske miljø af pseudokunstnere og excentrikere i kredsen omkring den gamle beatgenerationsforfatter Poul Bowles. Et eksotisk og depraveret miljø befolket af velhavende - især amerikanske og britiske - bøsser, altædende overklassedamer, manierede kunstsamlere, franske ingeniører med adelige aner osv. Og alle med en ubetvingelig forkærlighed for unge lyshårede fyre som den forundrede og betagede nordmand.Andreas ved ikke rigtig hvad han skal stille op med sig selv i dette sexfikserede miljø. Det både fascinerer og frastøder ham. På sin færd gennem den ene naked lunch efter den anden og orgier med fattige marrokanske drengeprostituerede møder han også en jævnaldrende dansk og meget kvindelig guide, som han slet ikke kan modstå. Og som får ham til at løsrive sig fra det magiske Tanger og begive sig ind i Sahara i retning af den kvinde, der var hans rejses mål.

Lån bogen via biblioteket

onsdag, oktober 18, 2006

Filmfest

Fra fredag d. 20 til søndag d. 29. oktober afholdes årets Copenhagen Gay & Lesbian Filmfestival. Som navnet på festivalen indikerer, er der primært københavnerne der får glæde af festivalen, men der bliver dog også vist film i Århus, hvor der desuden bliver afholdt et foredrag om homofilmens historie. Støt op om det gode projekt og mød frem.

Se mere på festivalens hjemmeside.

Skriv en kommentar hvis du har en mening om festivalen eller har haft en god oplevelse med en film.

fredag, oktober 13, 2006

At omfavne vand

Man skal ikke lade sig skræmme af den afskyelige forside der er på Kaori Ekunis smukke og poetiske debutromanBlink blink”. Bogen handler om det umage makkerpar, Mutsuki og Shoko, der lige blevet gift - mere i håbet om at få fred for deres forældre end i håbet om at have fundet den store kærlighed. Mutsuki er homoseksuel og har en kæreste i forvejen, Shoko er diagnosticeret følelsesmæssigt ustabil og drikker for meget. Begge har egentlig afskrevet sig ønsket om at finde en livsledsager i almindelig forstand, men da omgivelserne bliver ved med at presse på, byder de sig til som hinandens mest fornuftige løsninger. En ting er dog deres eget syn på ægteskabet, noget andet er omgivelsernes, som mener at deres forhold må være som at omfavne vand!

Blink blink” er en rørende og læseværdig fortælling om kærlighed der har trænge kår.


Lån bogen på biblioteket

mandag, oktober 09, 2006

Nedbryder Will & Grace fordomme om bøsser?

Det er efterhånden blevet kutyme at film eller tv-serier har en karakter der er homoseksuel på rollelisten. Reality-shows som ”De fantastiske fem” og ”Gay Army” ruller lystigt hen over skærmen på de mindre kanaler, hvor folk kan more sig over de ”skøre” bøsser. Vi er derudover nået så vidt, at en serie som ”Will & Grace” hitter selvom hovedpersonerne er homoseksuelle.

Bøsserne i disse shows er som oftest skildret som den stereotype lettere feminine og hysteriske type, men der er dog eksempler på serier der går imod strømmen. F.eks en serie som ”Six Feet Under”, som tegner et mere nuanceret og knap så overfladisk billede af hvad det vil sige at være bøsse.

David og Keith fra Six Feet Undder

Gavner alle disse tv-bøsser folks tolerance overfor homoseksuelle eller er de bare med at bekræfte dem i deres fordomme om bøsser?

Hvad mener du og hvem synes du er den bedste og værste skildring af en bøsse på tv?

torsdag, oktober 05, 2006

Sarah

Cherry Vanilla er tolv år gammel og vild med læderskørter og makeup. Han har kun ét mål i livet: At blive rasteplads-luder ligesom sin mor, Sarah, og desuden den bedste i branchen. Den rare alfons Glad tager ham under sine vinger, men undervurderer hans ærgerrighed, og snart søger Cherry ud i verden for at forfølge sit mål under et nyt navn. "Sarah" er et sørgmuntert amerikansk billede, en fabulerende og burlesk fortælling om en fortabt søns færd i en verden fuld af både kold beregning og kærlig omsorg.

J.T. LeRoy (f. 1980) har trods sin unge alder allerede opnået status som kultforfatter. Hans i høj grad selv-biografiske bøger er på én gang anfægtende og smuk litteratur om en opvækst der egentlig trodser enhver beskrivelse. "Sarah" filmatiseres af den amerikanske instruktør Steven Shainberg.

Lambda - Foreningen for bøsser og lesbiske på Fyn, kører i øjeblikket konkurrence, hvor der er mulighed for at vinde bogen.

Lån bogen via biblioteket.

søndag, oktober 01, 2006

The Night Listener

Armistead Maupin, som mest er kendt for sin serie ”Tales of the city”, har skrevet den fremragende thriller
The Night Listener”.

Den handler om radioværten Gabriel Noone der fortæller gode historier på sit natlige radioshow, men løber tør for ideer, da hans partner gennem de sidste 10 år går fra ham. En dag læser han et bogmanuskript om børnemisbrug skrevet af den trettenårige dreng Pete Lomaz, der er stor fan af Gabriels program.
Petes grusomme historie starter allerede som fireårig, hvor faren slog og voldtog ham. Senere filmede moren overgrebene og når de manglede penge blev Pete ”lejet” ud til andre voksne som også misbrugte ham. Petes mareridt stopper, da han som elleveårig stikker af, og med i bagagen har han nogle af de videobånd moren har filmet, hvilket resulterer i at forældrene kommer i fængsel.

Gabriel opsøger Pete og de begynder at snakke fortroligt over telefonen, og udvikler en slags far-søn relation, men Gabriel fornemmer dog at der er ugler i mosen - Pete er syg og har store identitetsproblemer…

"The Night Listener" er filmatiseret i 2006 og har Robin Williams i hovedrollen som Gabriel Noone. Filmen har endnu ikke haft premiere i Danmark.


Robin Williams (tv.) som Gabriel Noone

Køb bogen via amazon og se desuden det morsomme videointerview med den sympatiske forfatter Armistead Maupin.

onsdag, september 27, 2006

Bamselitteratur – Woof!

A Kiss without a beard is like an egg without salt.

Der er mange subkulturer indenfor bøssemiljøet, og bamsemiljøet er et af dem. De får sjældent omtale, hverken i magasiner, bøger eller på film.
Det har Jonathan Cohen gjort noget ved – han har skrevet romanen “Bear Like Me”, som er den første roman om bamsemiljøet.

Peter Mallory er blevet fyret fra sit job som skribent på homo-livsstilsmagasinet Phag, og skal nu til at finde en anden levevej. Da hans ven foreslår at han skal skrive en bog og bamsemiljøet, er Peter først skeptisk, men da han indser at han, med sit nye tilegnet bamselook, kan gå undercover på sit gamle arbejdsplads og få sin hævn, bliver han overbevist.


Once the bear´s hug has got you, it is apt to be for keeps.

Desværre udvikler tingene sig ikke helt som han havde planlagt – der kommer bl.a. bamser i vejen: Ben, som Peter forelsker sig i, og en dramadronning af en jaloux bamse, som forsøger at afsløre Peter som en svindler.

Er du nysgerrig i forhold til hvad denne bog går ud på og holder du af et rigtig godt grin, så læs ”Bear Like Me” som er en rutchebanetur gennem bamsemiljøet.

Se Jonathan Cohens hjemmeside.

lørdag, september 23, 2006

Filmatisering

Bobby og Jonathan kærestede lidt som teenagere, og selvom Bobby nu er heteroseksuel opsøger han sin gamle ven. Jonathan er erklæret bøsse og bor sammen med den noget excentriske Clare og hendes baby. Forholdet mellem de to barndomsvenner bliver testet, da Bobby falder for Clare og dermed skubber Jonathan ud på et sidespor.

Filmen er fra 2004 og har bl.a. Colin Farrell i en af hovedrollerne. Den bygger på bogen ”Et hjem ved verdens ende”, som er skrevet af Michael Cunningham.

Synes du – ligesom jeg - at bogen er bedre end filmen og hvorfor er det mon oftest sådan?

Lån filmen på biblioteket


Køb filmen via laserdisken

torsdag, september 21, 2006

Kærlighed uden modstand

Gilles Rozier har skrevet den fremragende lille roman ”Kærlighed uden modstand”, der handler om en fransk tysklærer, der under den tyske besættelse, skjuler en jødisk mand i kælderen. Det forandrer hans liv for altid. Han forelsker sig i ham og har et lidenskabeligt forhold til ham, både på det fysiske, såvel som det åndelige plan.

I bogens første linier befinder man sig sammen med en ældre fortæller, der beder læseren sætte lidt Schumann på grammofonen for at kalde sine erindringer frem. Fortælleren foreslår at lade den kinesiske te trække et par minutter. Imens bliver læseren præsenteret for et foto af fortællerens familie taget foran deres hus i Alsace under den tyske besættelse. Læseren sidder sammen med denne dannede og diskrete fortæller, i en smagfuldt indrettet stue, forestiller man sig. Fortælleren begynder på den passionerede historie som sit kærlighedsforhold til den polske jøde Herman, der levede i skjul i kælderen under familiens hus i besættelsens sidste år. Det er en dramatisk historie om en ægtefælle, der begår blodigt selvmord, om søsterens orgier med en SS-officer, der ender med at blive myrdet med en økse, om fortællerens store og eneste passion for tysk litteratur og, efter mødet med jøden, for det jødiske sprog jiddisch. Sådan bliver læseren fra første linje holdt fast af romanens originale fortællegreb. For selvom man befinder sig lige ved siden af fortælleren, er det umuligt at afgøre, om det er en mand eller en kvinde, der fortæller. På den måde må man høre flere forskellige historier i én, både historien om en reserveret tysklærerinde, der møder kærligheden i den unge smukke jøde, og historien om den dobbelt forbudte kærlighed mellem to af samme køn og forskellige racer. Uforstyrret af denne lille drilagtige gåde fortæller romanen en elementært spændende historie om en fransk families liv i besættelsestiden.


Lån bogen på biblioteket

eller køb den via bogguide

søndag, september 17, 2006

Gider bøsser at læse om lesbiske?

I 2003 udkom ”Når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder” og det er en omfangsrig og fin antologi om litteratur for bøsser og lesbiske.

I den angelsaksiske verden har der længe været tradition for at udgive samlinger med skønlitteratur om bøsser og lesbiske.
For første gang i Danmark præsenteres her en stor samling lignende fortællinger, skrevet af danske forfattere over et tidsrum på 160 år. Der er både indfølte og positive portrætter og hadske fordomsfulde, alt efter de forskellige tiders - og de forskellige forfatteres - holdninger til bøsser og lesbiske.

Antologien henvender sig ikke kun til bøsser og lesbiske, men til alle, som bare vil læse en underholdende og vedkommende historie og opdage nye sider af de pågældende forfattere.

I denne antologi er litteratur for bøsser blandet sammen med litteratur for lesbiske. Litteratursiden.dk har gjort det samme ved at integrere romaner for bøsser og lesbiske på én liste.

Er bøsser og lesbiskes grundproblematik den samme og tror Du at bøsser gider at læse om lesbiske og omvendt?

Lån bogen på biblioteket

Køb bogen via bogguide

fredag, september 15, 2006

HUSK AT SE…

Angels In America”, som bliver vist på Sveriges kanal 1, lørdag d. 16. september fra kl. 22.20, hvor de tre første afsnit bliver transmitteret, og ugen efter vises de tre sidste.

Al Pacino, Meryl Streep og Emma Thompson på rollelisten. Mike Nichols bag kameraet. Serien bygger på Tony Kuschers vindende skuespil af samme navn, og budgettet var på 60. millioner $. Dette var recepten til en af nyere tids største TV satsninger, som desuden vandt rekordhøje 11 emmy-priser.


Angels in America” foregår i 1985. Reagan er i det hvide hus og AIDS er for alvor blevet det nye århundredes pest.Den 6 timer lange serie følger forskellige skæbner der på den ene eller den anden måde bliver berørt af den frygtelige sygdom...

Jeg kan stærkt anbefale at man sætter sig godt til rette foran skærmen lørdag aften, hvor der venter en barsk, underholdende og intens oplevelse.

God fornøjelse.

Angels in America” kan lånes på biblioteket

eller købes via cd-wow

onsdag, september 13, 2006

SODOMA

Sodoma” er skrevet af Bo Nyggard Larsen og den handler om Jonas, Tinka, Poker og Tyson der er på kanten af de 30 og lever det vilde liv på chatten. De har svært ved at tilpasse sig den gældende samfundsnorm og lever derfor efter deres egne regler med uforpligtende sex som omdrejningspunkt.

Bogens hovedperson er egentlig den 32-årige journalist Jonas. Han arbejder som projektleder på danmarkshistoriens største underholdningsprogram indenfor tv. Men han kan ikke magte jobbet, og bruger i stedet det meste af sin tid på hurtige dates. Det får fatale konsekvenser, og for at overleve må han hele tiden tage nogle valg, der for hver gang bliver mere og mere kompromisløse.


Det er en klassisk generationsroman fra vinteren 2004/2005 i København og handler om svigt, fordærv, fortabelse, brændte broer og nye muligheder.Tonen er hård og direkte, reflekterende og morsom, virkelig og nærværende.

Lån bogen på biblioteket

lørdag, september 09, 2006

At være eller ikke at være...

Simons liv er ved at ændre sig - eller er det verden, der forandrer sig?

Han arbejder i rejsebranchen, er først i trediverne og har meget at lære. Ikke mindst om kærlighed. Han leder efter den alle de forkerte steder. Først og fremmest hos vennerne - og så hos veninderne. Bøsse eller ikke bøsse - det er spørgsmålet og det er omdrejningspunktet i Simons forsøg på at finde en at dele livet med.

Simon elsker også kvinder” er en livlig fortælling om at finde kærligheden, om sex og hudløs ærlighed. En roman om mænd og kvinder - og den lille, men betydningsfulde forskel.

Lån bogen på biblioteket

tirsdag, september 05, 2006

Capote

I dag udkommer filmen "Capote" på dvd. Den handler om forfatteren og journalisten Truman Capote (1924-1984), som læser om mordene på en hel familie i Kansas, og beslutter sig for at skrive en roman med udgangspunkt i begivenheden. Han opsøger således forskellige personer med relation til sagen, heriblandt gerningsmændene Dick og Perry. Den sidstnævnte minder mere om Truman, end forfatteren selv bryder sig om.

I hovedrollen som den homoseksuelle excentriske forfatter yder Philip Seymour Hoffman en mesterlig præstation som fortjent indbragte ham en Oscar-statuette foran Heath Ledger fra "Brokeback Mountain".Filmen er baseret på tilblivelsen af Truman Capotes berømte bog "Med koldt blod".

Truman Capotes debutroman "Nye stemmer, nye steder" kan også anbefales. Den vakte stor opsigt på grund af dens åbenlyse diskussion af homoseksualitet og ved at Capote himself poserer på bogens erotiske omslag.


Læs om Truman Capote samt et uddrag af "Med koldt blod"

Køb "Capote" via cd-wow

fredag, september 01, 2006

Barndommens dæmoner

Den sommer jeg var otte år gammel forsvandt der fire timer fra mit liv. Fire timer der var væk uden et spor
Dette er ordene fra Brian Lackey, en 18 årig nørdet gut, der vokser op i den lille by Hutcinsin i Kansas. Brian er plaget af mareridt og tror at han som barn har været borført af rumvæsner!
Neil McCormick er som dreng en outsider og af en helt anden støbning end Brian. Han bor sammen med sin lettere forvirret og promiskuøse mor. Han er nysgerrig og kontaktsøgende, og bliver gode venner med sin Baseballtræner, hvori han finder det han forestillede sig var kærlighed. Ti år senere er Neil er en småkriminel teenager, som lever et vovet liv, bl.a. som trækkerdreng. Hans søgen efter kærlighed fører ham til New York samtidig med at Brians søgen efter nyopdagelse og selverkendelse fører ham til Neil…som måske kan hjælpe ham med at lukke døren op til de fire timer der forsvandt fra hans hukommelse som barn.

”Mysterious Skin” fortæller historien om to drenge med meget forskellige sind, hvis fremtidige lykke består i at hjælpe hinanden med at uddrive fortidens fælles dæmoner.


Bogen er skrevet af Scott Heim og kan købes via Amazon.

Bogen er filmatiseret af Gregg Arakimed og har Brady Corbet, Joseph Gordon Levitt og Elisabeth Shue i hovedrollerne.

Køb filmen via Laserdisken.

fredag, august 25, 2006

Hårdkogt Homo…detektiv!

Joseph Hansen (1923-2004) var skaberen af den første (og eneste?) hårdkogte homodetektiv. Hansen skrev Dave Brandstetter krimierne fra 1970-1991 og det er primært dem hans forfatterskab vil blive husket for. I serien, hvor kun to er oversat til dansk, følger vi den smukke mandlige detektiv, der er bøsse, hvilket må siges at være revolutionerende for genren, hvor homoseksuelle ellers altid er skildret som enten ofret eller blot som en skæv biperson. I disse krimier præsenteres bøsser og lesbiske i hele deres forskellighed og ellers ikke videre opsigtvækkende – faktisk ligesom heteroseksuelle - med uforløst begær, triumfer og frustrationer.

Spil for skygger” var den første Brandstetter krimi der udkom på dansk og i den følger vi forsikringsdetektiven Brandstetter, som påtager sig at efterforske en sag, hvor en lastvognschauffør findes død under mystiske omstændigheder

Derefter udkom ”På gravens rand”, hvor Brandstetter bevidst bliver indblandet i en bølge af mord på homoseksuelle AIDS-smittede, men hvorfor? Er det fordi, han selv er bøsse, eller er der andre årsager?

Har du en mening om bøsser i krimier eller kan anbefale en god (bøsse)krimi, så skriv en kommentar!


Læs et interview med Josep Hansen

Lån hans bøger via biblioteket

onsdag, august 16, 2006

A Funny Gay "Britcom"

”Two Gentlemen, Sharing” af William Corlett er engelsk humor på højt plan, og den kan stærkt anbefales.

Bellingford er en typisk engelsk landsby. Bedsteborgerlig umoralitet
og ikke nærmere specificerede dramaer finder muligvis også sted, men i så fald altid bag lukkede døre og pletfri, nystrøgne gardiner.
Så spredes nyheden om, at Hall Houses nye beboere er ”To herrer, der bor sammen”. Med Rich og Bless’ ankomst til Bellingford – de er nyforelskede og ivrige efter at skabe sig en dagligdag med masser af hjemlig hygge – er scenen sat til lemlæstelse og tumult.

”Two Gentlemen, Sharing” er William Corletts anden roman. Den første hedder ”Now and Then” og er desværre heller ikke oversat til dansk!

Er der andre end mig, der synes at der bliver oversat for få bøsseromaner til dansk?


Køb bogen via den engelske udgave af Amazon

lørdag, august 12, 2006

Pink Generation

I San Francisco i Californien er spørgsmålet, om bøsser og lesbiske skal have lov til at gifte sig og have børn, ikke til debat. For i en by, hvor en fjerdedel af indbyggerne er homoseksuelle, bliver børn af homoseksuelle forældre ikke opfattet som studieobjekter. Her er det blevet en livsstil for homoseksuelle at få børn. Den første generation af børn er uden problemer vokset op hos lesbiske mødre, der var pionererne på området. En unge kvinde fortæller dog, at da hun selv sprang ud som lesbisk, var der mange homoseksuelle, der tog afstand fra hende, og det gik op for hende, at mange homoseksuelle helst ville have "normale", det vil sige heteroseksuelle børn, fordi det beviste over for omverdenen, at de var gode nok som forældre.

Udsendelsen er en fransk dokumentar fra 2005, som bliver vist søndag d. 13. august, kl. 20 på DR 2.

torsdag, august 10, 2006

Hvem skal spille Billy og Harlan?

”Frontløberen” skal filmatiseres, og det er bare et spørgsmål om tid før det bliver en realitet. I mere end tredive år har fans fra hele verden ventet på en filmatisering af denne utrolige kærlighedshistorie.

Allerede i 1975 var Poul Newmans agent, Hugh French interesseret i at købe rettighederne til filmen, men det var en tid hvor Hollywood ikke vidste hvordan man skulle tackle en kærlighedshistorie mellem to mænd på det store lærred; Hvordan skulle man forholde sig til et forhold mellem en ung og en ældre mand? Hvad med kærlighedsscenerne? To mænd der kysser? Yaakk!

Det er selvfølgelig stadig store spørgsmål i dag, men film som ”Brokeback Mountain” og tv-serien ”Six Feet Under” viser alligevel at tiden er ved at være moden til det.

Planerne med Hugh French blev imidlertid ikke realiseret eftersom han havde fået lavet historien så radikalt anderledes at Warren ikke ville står inde for den. Sådan forsatte det også op gennem firserne hvor Hollywoods homofobi gang på gang satte en stopklods for en filmatisering af romanen.

I dag ser det heldigvis lysere ud. ”Brokeback Mountain” og ”Capote” var begge med i opløbet om Oscar-statuetten for årets bedste film og de store skuespillere er begyndt at acceptere og se muligheder i at spille homokarakterer på film.
Derfor er spørgsmålet bare – hvem skal spille Billy Sive og Harlan Brown?

Mit bud er, at Russell Crowe ville være fremragende som Harlan Brown og
Thure Lindhardt kunne være en outsider til at spille Billy Sive - er du enig eller hvem forestiller du der spiller disse roller?

Læs mere på Patricia Nell Warrens hjemmeside om Frontløberen.

fredag, august 04, 2006

Mesteren!

Den irske forfatter Colm Tóibín har med sin nyeste roman ”Mesteren” valgt at skildre fem år af den amerikanske forfatter Henry James´ liv (1843-1916), hvor denne bevægede sig fra fiasko til berømt romanforfatter. Romanen snuser til Henry James´homosekualitet, da den skildrer hans fascination over en kammertjeners smukke udseende og behagelige væsen, samt retssagen mod Oscar Wilde for homoseksualitet, som den reserverede James følger tæt.

Colm Tóibín har desuden skrevet den forrygende roman ”Nattens historie”,
"Blackwater Fyrskib" og ”Heden i flammer”.

Hvis man er til Colm Tóibíns bog om Henry James vil det være oplagt at læse Alan Hollinghursts roman ”I skønhedens tjeneste”, som måske i virkeligheden ligeså godt kunne have heddet ”I skønhedens bane”…eller hvad mener du?

lørdag, juli 29, 2006

Bøsserne i kanonen – litteraturkanon for bøsser!

Arkitekturkanon, musikkanon, filmkanon, litteraturkanon osv. Kanonlister er in og hvorfor ikke prøve at lave en bøssekanon over de bedste romaner om emnet. Det satte Radio Rosa sig for at gøre i samarbejde med et udvalg bestående af smagsdommerne: cand. mag. Per Theil, medarbejder ved Pan Bladet Nikolaj Lange, redaktør Morten Rixen, aktivist Wanda Listz, lektor på Syddansk Universitet Dag Hede, journalist Ebbe Mørk, dr. phil. Erik Aschengreen, forfatteren Carsten Nagel, forfatteren Wilhelm von Rosen og bibliotekar Gert Poulsen.

Deres romankanon for bøsser ser således ud:

- Herman Bang: 'Mikael'.
- William Borroughs: 'The Wild Boys'.
- Jean Cocteau: 'Den hvide bog'.
- E.M. Forster: 'Maurice'.
- Jean Genet: 'Tyvens Dagbog'.
- Christopher Isherwood: 'Farvel til Berlin'.
- Christian Kampmann: 'Fornemmelser' - 'Videre trods alt' - 'I glimt' (trilogi).
- Thomas Mann: 'Døden i Venedig'.
- Platon: 'Symposion'.
- Edmund White: 'En drengs historie'.
- Walt Whitman: 'Leaves of Grass'.
- Oscar Wilde: 'Dorian Gray's billede'.


Læs Politikens artikel "Bøsserne ud af bogskabet"

Jeg synes personligt at forfatteren Michael Cunningham, som er en af mine absolutte favoritter, glimrer ved sit fravær på listen, og hvad med bøger som ”Frontløberen” eller Alan Hollinghursts prisbelønnede roman ”I skønhedens tjeneste” – hvor er de?

Hvad mener du – er der nogle oplagte romaner der mangler?
Hvordan vil din romankanon for bøsser se ud?

FAVNTAG - BLOG OM MÆND DER ELSKER MÆND!

Favntag er nu officielt gået i luften,
men siden er stadig under opbygning, og vil blive tilrettet løbende.
Favntag udspringer af en idé om at der må være andre end mig der savner et netsted hvor der bliver sat spot på gode bøger og film om bøsser...så derfor!
God fornøjelse :-)