mandag, maj 14, 2007

Et kærlig bøsseportræt...tilsat lidt svineri!

Anne B. Ragdes (se billede) prisbelønnede ”Berlinerpoplerne” handler om tre brødre - bonden, bøssen og bedemanden - der mødes ved deres mors dødsleje. Det er Tor, som har passet slægtsgården, bedemanden Margido og lillebroren Erlend, som blev udstødt af familien på grund af sin homoseksualitet og derfor flyttet (læs flygtet) til København, hvor han bor med partneren Krumme.

Skildringen af vinduesdekoratøren Erlend og den kuglerunde avisredaktør Krumme, er kærlig...og lidt sentimental. De kan ikke leve uden hinanden, og alligevel bliver de ufrivilligt adskilt lige inden juleaften!

Bogen er godt selskab på en regnvåd søndag, hvor der er dømt kleenex og feelgood-stemning så det basker!

Køb bogen via bogguide eller lån den på biblioteket.

fredag, maj 04, 2007

Sugar Baby Love!

"Breakfast on Pluto” er en fremragende, begivenhedsrig og malerisk film af Neil Jordan, som stærkt kan anbefales til alle som elsker en god historie.

Se traileren her på siden og smut derefter ned i din lokale Blockbuster og lej filmen eller køb den via cd-wow



Filmens temaer er: familie, venskab, (køns)identitet, religion, politik og kærlighed. Cillian Murphy stråler i rollen som den karismatiske Patrick/Patricia og får vel sit store gennembrud i denne gribende og rørende film.

onsdag, maj 02, 2007

Hvor køber danske bøsser homoseksuel litteratur?

Litteraturelskende bøsser i Danmark har hårde vilkår når der skal købes homoseksuel litteratur! Det er stort set umuligt at finde bøsselitteratur i den lokale Bog & Idé…som vel i virkeligheden også er mere Idé end det er Bog! Bedre bliver det desværre ikke med de ”rigtige” boghandlere som Gad og Arnold Busk osv. – how come?
En anden mulighed kunne være at besøge LBL’s bibliotek på Teglgårdstræde i København, hvor man selvfølgelig kan låne bøger fra deres fine samling, og samtidig er det faktisk muligt at købe en del homolitteratur hos dem – både på dansk, tysk og engelsk, og bøgerne er ekstremt billige.

Men man kan blive helt misundelig når man tænker på hvor privilegeret bøsserne i f.eks. London er. De har kæmpeboglader, f.eks. Waterstones, som indeholder flere etager med bøger…inklusiv en afdeling kun med homoseksuel litteratur. Desuden har de den charmerende boghandel Gay´s The Word – Lesbian & Gay Bookshop, hvor man bliver betjent af homoseksuelle, som oven i købet har læst mange af bøgerne og derfor kan give en kvalificeret service.

Internettet er vores redning!
Når vi nu ikke har samme muligheder som londonerne, så er vores redning selvfølgelig Internettet! Hurra for dette fantastiske medie som giver os adgang til så meget guf, og deriblandt verdens største boghandel.

Det er bestemt også meget fint, men mon ikke de fleste nok alligevel ville foretrække at handle i en fysisk boghandel, hvor man kan græsse på hylderne og bliver inspireret af personalets anbefalinger?

Det er desværre ikke muligt pt. i Danmark, så derfor må vi tage os til takke med f.eks.
amazon. Skal man se positivt på det, så er det også et alternativ som gør os privilegeret i forhold til tidligere generationer. Hvad mon litteraturelskende bøsser gjorde for 15-20 år siden når de skulle købe homoseksuel litteratur?