Second Life (SL) er en online virtuel 3-D verden, som fungerer som en slags parallel til den virkelige verden. SL drives af Linden Lab, og i øjeblikket er der næsten 5 millioner brugere og hver dag kommer der tusinder nye til.
For at komme i gang skal man downloade et lille program, hvorefter man skal designe en avatar – et såkaldt alter ego – og mulighederne for at komme til se ud som man ønsker, er enorme. Man kan rette alt fra farvenuancerne i sine øjne til hvor store fødder man har – det er ret sjovt!
Foreløbig er der en stor hype omkring SL og stort set alle firmaer med respekt for sig selv er rykket derind. Af danske instanser kan nævnes TV2, Danfoss, Dansk Røde Kors og Kunstmuseet Brandts. Derudover er det berygtede Ungdomshus genopstået i SL…mulighederne er mange.
Også for homoseksuelle, hvor der allerede er en del af fornøje sig med. Overvejende er det godt nok sexshops og barer, men der er også storcentre med alverdens tilbud rettet mod homoseksuelle. Der er (vist?) ingen danske tilbud til bøsser i SL endnu, men mon ikke det kommer?
Man kunne sagtens forestille sig at LBL rykkede derind og rådgav folk virtuelt. Pan kunne måske åbne et diskotek ligesom det tyske ”Helios” har gjort…eller Favntag kunne åbne en boghandel kun med homoseksuel litteratur ;-)Se nogle af disse
videoklip om SL for at få en idé om hvordan det ser ud derinde - der er bl.a. en koncert med U2.
Hvis nogle er blevet nysgerrige og skulle have fået lyst til at kigge ind i SL, så er mit SL-navn "Favntag Writer" – jeg ligner "The Boy Next Door" og kan i øvrigt flyve!
Tjek mit
fotoalbum med billeder fra mit besøg i SL
Del også gerne din mening om SL – er det en fis i en hornlygte eller er dette fremtidens måde at møde folk på over nettet?