torsdag, september 21, 2006

Kærlighed uden modstand

Gilles Rozier har skrevet den fremragende lille roman ”Kærlighed uden modstand”, der handler om en fransk tysklærer, der under den tyske besættelse, skjuler en jødisk mand i kælderen. Det forandrer hans liv for altid. Han forelsker sig i ham og har et lidenskabeligt forhold til ham, både på det fysiske, såvel som det åndelige plan.

I bogens første linier befinder man sig sammen med en ældre fortæller, der beder læseren sætte lidt Schumann på grammofonen for at kalde sine erindringer frem. Fortælleren foreslår at lade den kinesiske te trække et par minutter. Imens bliver læseren præsenteret for et foto af fortællerens familie taget foran deres hus i Alsace under den tyske besættelse. Læseren sidder sammen med denne dannede og diskrete fortæller, i en smagfuldt indrettet stue, forestiller man sig. Fortælleren begynder på den passionerede historie som sit kærlighedsforhold til den polske jøde Herman, der levede i skjul i kælderen under familiens hus i besættelsens sidste år. Det er en dramatisk historie om en ægtefælle, der begår blodigt selvmord, om søsterens orgier med en SS-officer, der ender med at blive myrdet med en økse, om fortællerens store og eneste passion for tysk litteratur og, efter mødet med jøden, for det jødiske sprog jiddisch. Sådan bliver læseren fra første linje holdt fast af romanens originale fortællegreb. For selvom man befinder sig lige ved siden af fortælleren, er det umuligt at afgøre, om det er en mand eller en kvinde, der fortæller. På den måde må man høre flere forskellige historier i én, både historien om en reserveret tysklærerinde, der møder kærligheden i den unge smukke jøde, og historien om den dobbelt forbudte kærlighed mellem to af samme køn og forskellige racer. Uforstyrret af denne lille drilagtige gåde fortæller romanen en elementært spændende historie om en fransk families liv i besættelsestiden.


Lån bogen på biblioteket

eller køb den via bogguide

Ingen kommentarer: